Tale til afgangseleverne på Stepping Friskole 2014

En af mine veninder blev for nogle år siden meget syg (heldigvis er hun blevet rask igen). I den forbindelse sagde hun til mig, at hun gerne ville skrive et brev til sine børn i tilfælde af, at hun døde. Det skulle ikke bare være sådan et ”mor elsker jer-brev”, men et, som virkelig ville give hendes unger noget at leve af bagefter. Det rørte mig dybt, og siden har jeg tænkt meget over, hvad sådan et brev kunne indeholde.

På en måde er det det samme med min afskedstale til jer, der holder op her på skolen. Det er min sidste chance for at give jer noget med på vejen.

Vi lever i en tid, hvor man hele tiden jager lykken, og hvor vi kan tro, at alt handler om at være lykkelig. Ja, vi er nærmest bange for at være ulykkelige, spiser piller, går til psykolog osv. Livet kan selvfølgelig også gå så meget i sort, at det er nødvendigt, men lidt almindelig sorg og tristhed er nu ikke altid så skidt. For uden smerte heller ingen glæde. Uden sorg ingen rigtig kærlighed. Altså det hele på det jævne. Det er da lidt trist. Derfor er der heller ingen grund til at jage et gnidningsfrit liv.

Forfatteren Karen Blixen snakkede engang med en gammel dame, der lå på sit dødsleje. Damen fortalte, at hendes liv havde været så godt og vellykket, at hun med glæde ville leve det en gang til. Det synes Karen Blixen ærligt talt lød virkelig kedeligt og tænkte, at når hun selv kom til vejs ende, så ville hun gerne have levet et liv, der både havde indeholdt stor smerte og stor glæde, så hun følte, at hun havde været her og levet helt og fuldt og til sidst var mæt af dage.

I står der, hvor I skal til at finde ud af, hvad I skal med jeres liv, og der vil mit bedste råd være, at I skal følge jeres hjerter, for der hvor I brænder, bliver I bedst!

Grundtvig har sagt det i en af sine sange: Den har ikke levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

Det betyder jo, at en af jeres vigtigste opgaver er: Kend dig selv, find ud af hvem du er, hvad der gør dig glad, og hvad du er god til.

Voksne siger nogle gange nogle lidt skøre ting som: Det er vigtigt at have noget at falde tilbage på. Men hvorfor tage udgangspunkt i, at man falder. Vælg hellere at tro på, at de vinger, I har fået med både hjemmefra og her fra skolen, kan bære.

En af mine venner havde en far, der havde et stort entreprenørfirma, og han tvang sine tre sønner til alle sammen at blive murere, fordi det var sådan et godt fag at falde tilbage på. Det har resulteret i at min ven, Ole, i dag ikke kan udstå at mure, og at han siger, at hans faderkærlighed ikke en gang rækker til at lave badeværelse til hans egen datter.

De tre brødre er i dag præst, assurandør og handicapchef…

Jeg har også en tidligere kollega, der som ung gerne ville have været konservator, men hendes forældre sagde, at det var der ingen fremtid i, det var at uddanne sig til arbejdsløshed. Hun skulle hellere vælge at blive arkæolog. Da hun så var blevet arkæolog, havde tiderne forandret sig, så der var mangel på konservatorer, men ingen arbejde til arkæologer. Nu er hun lærer og en brandgod en af slagsen. Fordi sådan er livet fuldt af overraskelser – man lægger en plan, men så bliver det helt anderledes, fordi nye muligheder viser sig.

I skal ikke være bange for at drømme stort og at turde forfølge jeres drømme. Uden drømme er vi overladt til det jævne. Livet har det med at falde på plads helt af sig selv, hvis man tør gribe det, der byder sig. Jeg håber, at I vil gå ud i tilværelsen med stærke vinger og dybe rødder, så I kan gribe de chancer, livet tilbyder netop jer til glæde og gavn for både jer selv og andre.

De sidste ord til jer skal være Piet Heins digt, som jeg også har skrevet til jer i den sangbog, som I om lidt får med herfra:

Du skal plante et træ,

du skal gøre en gerning,

som lever, når du går i knæ.

En ting, som skal vare

og være til lykke og læ.