Gå tilbage

Idet vi ved, at en sund og alsidig kost udgør et meget vigtigt fundament for børnenes trivsel, og giver dem energi til en god lang børnehavedag, er vi ikke i tvivl om, at det er vigtigt, hvad vi serverer for børnene, og hvad det er der bliver puttet i madkassen hjemmefra.

Sund mad giver:

  • Sunde børn.
  • Rolige børn.
  • Koncentrerede børn.
  • Sunde tænder.

I Stepping Børnehus vil vi tilstræbe at:

  • Være bevidste om hvad vi serverer for børnene
  • Servere mælk eller vand til måltiderne. Ved særlige lejligheder kan der dog serveres saft.
  • Ikke servere for sukkerholdige måltider
  • Arbejde med ”fra jord til bord”-princippet og lære børnene noget om hvor vores madvarer kommer fra. F.eks. dyrker vi køkkenhave og børnene besøger landmænd, hvor de deltager i eksempelvis opgravning af rodfrugter og i at plukke ærter m.v..
  • Arbejde bevidst med sanseindtryk, hvilket madlavning giver rig mulighed for. Især stimuleres smags-, lugte- og følesansen. Der er også stor mulighed for finmotoriske udfordringer.

 

 

Madpakken i Børnehaven
Børnene medbringer selv deres madpakker. Hertil serveres vand eller mælk. De børn, der bliver sultne i løbet af formiddagen må gerne spise et stykke fra madpakken.
Vi forventer, at I som forældre, sørger for at børnene har en sund og næringsrig madpakke med.

Nederst findes i øvrigt ”Tips og tricks til madpakken” samt links til forskellige hjemmesider med forslag til en god madpakke!

 

Tips og tricks til madpakken

Det kan være en udfordring at lave en indbydende madpakke, som ikke er rodet og uoverskuelig – eller som ikke hurtigt bliver det, når de små fingre har været der.

Ved behov kan I forældre måske afhjælpe ovenstående, ved at:

  • Bruge de store stykker mellemlægspapir. Fold dem på midten og maden ligger nogenlunde sikkert derinde. Så kan madkassen endda klare en enkelt tur på gulvet, uden at makrelsalaten har lagt sig oven på pålægschokoladen.
  • Tænk over at for mange små ”pakker” kan virke uoverskuelig, specielt for en 3 årig.
  • Lave kvarte rugbrøder da de er nemmest at håndtere, specielt for de mindste.
  • Sikre sig, at børnene har en madkasse med navn på, de selv kan åbne og lukke, det sidste for at undgå at madkassen får en del rysteture.
  • Lav en madpakke, hvor volumen alene ikke tager appetitten. Børns maver er jo ikke så store som de voksnes.
  • Skære rugbrødene i små trekanter eller lignende, så virker de måske lidt sjovere!.
  • Simpelt hen nøjes med leverpostej, hvis det er yndlingsmaden.
  • Inddrag børnene i tilblivelsen af madpakken. Det er nogle gange sjovere at spise noget, man selv har været med til at lave. Og så bliver det sværere at sige, at man ikke kunne lide det.

 

Alternativt ”guf”

  • stave af gulerod, agurk eller peber
  • mini majs
  • ostestave
  • radiser
  • jordbær
  • nødder
  • buket af blomkål eller broccoli

 Må man da slet ikke have kage med?

Det er absolut ikke forbudt at bage en kage eller andet og have med til børnene i børnehaven. Ved specielle lejligheder opfordrer vi jer jo også til det. Der skal være plads til hygge med kage ol., akkurat lige som rundt omkring i hjemmene.

 Fødselsdag

Hvis I ønsker at stå for maden/madpakken til jeres barns fødselsdag, er det vigtigt at denne kan erstatte deres madpakke.

Et godt tip er, at det er unødvendigt at tilbringe aftenerne i køkkenet op til en uge forinden. Børnene har mere travlt med at lege end med at spise.
Holdes fødselsdagen i børnehaven vælger I selv hvad barnet har med til at dele ud til alle børn.
Vi forventer i det hele taget et generelt minimum af søde sager, idet børn bestemt ikke behøver noget sødt for at hygge sig!