TILSYNSRAPPORT SKOLEÅRET 2015/2016
Skole: Stepping Friskole
Skolekode: 280218
Tilsynsførende: Peter Dal Lawaetz
Overværede fag:
Jer har været på tilsynsbesøg 4 gange. En gang i december, 2 gange i februar og en gang i marts. Besøgene har været uforberedte for lærerne, men aftalt på forhånd med skolelederen.
Jeg har overværet undervisningen i morgensamling, fortælling storegruppen, specialundervisning, matematik I 1., 2., 3., og 8./9. kl., motion i storegruppen, fysik i 7. klasse, engelsk i 4. og 7. klasse, musik i 0. klasse, dansk i 0. klasse samt tysk i 8./9. kl.
Vurdering af elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk.
Jeg har dels overværet undervisningen, dels gået rundt blandt børnene og set, hvordan de arbejdede med tingene og samarbejdede med hinanden, og jeg har hørt børnene læse og fortælle.
På baggrund af mine oplevelser i klasserne, iagttagelse af elevernes opgaveløsninger, deres læsefærdigheder og evne til løsning af diverse opgaver, kan jeg udtale, at elevernes standpunkt fuldt ud står mål med hvad der er normalt i folkeskolen. Det skal også nævnes, at skolen er langt fremme med brugen af ny teknologi. Således har alle børn I-pads, som indgår som en helt naturlig del af undervisningen.
Vurdering af om skolens samlede undervisning ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Ud over de traditionelle boglige fag, har skolen både praktiske, kreative og musiske fag på skemaet. Dette fremmer det enkelte barns mulighed for at kunne gøre brug af sine evner på alle planer, og sikrer samtidig muligheden for også de børn, der ikke umiddelbart er bogligt stærke at kunne udfolde sig med netop deres evner bedst muligt. Fagtilbuddet, undervisningsstoffet, lærerressourcerne og de anvendte materialer lever helt op til, hvad der kan forventes og almindeligvis kræves i folkeskolen.
Vurdering af om skolen overholder kravet om at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikler og styrker elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling af kønnene.
Skolen er en dansk friskole, hvor daglige fællessamlinger med sang og fortælling indgår som naturlige ting i hverdagen. Fortællingernes indhold er hentet bredt fra de danske folkeeventyr, Danmarks,- og verdenshistorien, god litteratur samt børnenes egne bidrag. Ved fællessamlingerne kommer både voksne og børn til orde, og jeg oplever et åbent og tillidsfuldt forhold elever og lærere imellem, hvilket undervisningstimerne også bærer præg af. Jeg citerer fra skolens målsætning:
…… for at fremme og styrke barnets selvværd og selvforståelse, – for at barnet skal føle tryghed og opleve ligeværd……..
…… Fællesskabet er vigtigt for skolen. Både det fællesskab voksne og børn indgår i på skolen. Men også fællesskabet med byen og dens borgere, idet skolen er en vigtig del af lokalsamfundet. Vi vil lære børnene, at se sig selv som en vigtig del af fællesskabet, og at alle har noget værdifuldt at bidrage med…….
Som jeg oplever skolens daglige virke, lever den fuldt op til lovens intentioner.
Vurdere om undervisningssproget er dansk, med mindre der er givet dispensation.
Bortset fra sprogfagene (engelsk og tysk), hvor en del af konversationen naturligt foregår på det pågældende sprog, foregår al undervisning på skolen på dansk såvel i skrift som på tale.
Samlet vurdering.
Stepping Friskole er en god skole. Den har en dygtig og synlig ledelse, lærerne er generelt velforberedte og fagligt dygtige, og der er gode sociale relationer både i klasserne og mellem børn og voksne. Det bliver taget godt hånd om de enkelte børn, og skolen har ingen lærerværelse, men et fælles, åbent rum, som bruges af alt personale på skolen, og er præget af en god kollegial stemning. I har som forældre gjort et klogt valg, og kan være rolige ved at have jeres børn på Stepping Friskole.
Aller, den
Peter Dal Lawaetz
Forældrevalgt tilsyn.