Kære afgangselever.

I aften afslutter I jeres børneskole og skal nu ud at erobre verden. Det er vanvittigt spændende, men også lidt angstprovokerende. Hvad skal jeg? Slår jeg til? Og hvem er jeg egentlig?

Men det interessante er i virkeligheden, hvem er du – ens næste? Og hvad skal vi sammen?

Husk, at det vigtigste her i livet faktisk ligger uden for dig selv. Som det at være noget for andre.

De sange, vi synger i aften, handler alle på forskellige måder om det forpligtende fællesskab. Det er noget, som jeg synes, I er blevet rigtig gode til – og en kultur, som jeg håber, at I vil bære med jer. Glæden ved at forglemme sig selv, at gøre sin pligt og være optaget af noget, der også betyder noget for andre, giver sindsro.

 

Frihed er ikke blot at kunne gøre, som man har lyst til. Så bliver man bare slave af sin lyst. Men at man har friheden til at gøre sin pligt!

Jeg håber, at I hele livet vil beholde evnen til at glædes. Lykke er mere noget, der går og kommer. Lykke er flygtig. Lykken er noget, man kan prøve. Lykke har meget med held at gøre. Men glæden har man selv indflydelse på; det handler om livsindstilling, evnen til at glædes over selv de små ting her i livet.

Jeg håber, at I vil tage livet for givet. Ikke på den der småfornærmede måde – det manglede da bare. Men ved netop at tage livet for givet, at betragte livet som en gave, vi er blevet givet.

 

Carpe Diem – Grib dagen! Og Memento morio – Husk, du skal dø! er slagord, der blev råbt i filmen ”Døde poeters klub”, som vi har set i år. Den handler om nogle unge mennesker, der inspireret af en god lærer på en streng amerikansk kostskole laver en hemmelig natlig litteraturklub, hvor de læser højt for hinanden og reciterer digte. De har opdaget, at stor litteratur ikke kun handler om analyse og er noget tørt skidt, man skal op i til eksamen, men at litteratur kan sige os noget om livet og det at være menneske.

 

Jeg håber, at I ikke kan bildes ind, at I bare skal lytte til jeres mavefornemmelse eller finde sandheden i jer selv. Men at I en gang imellem vil skele til litteraturen, at I vil lytte til mennesker, som I synes er kloge på dette eller hint område. Eller måske oven i købet vil tænke, hvad vil mor og far eller min gamle lærer synes om det her. Så har I nogen at spille bold op ad, men selvfølgelig også friheden til at vælge noget andet og til at tænke, at vi bare er nogle støvede, gamle tosser.

 

Jeg vil gerne sige tak for en dejlig tid sammen med jer, I er nogle gode unger, og jeg ønsker jer alt det bedste fremover.

 

 

God vind!

 

 

 

Lise V. Klausen