For en måneds tid siden havde vi psykolog Jens Andersen på besøg for at holde foredrag til en friskoleaften. Han har i mange år været leder af SSP-indsatsen i Aarhus Kommune og underviser på Danmarks Pædagogiske Universitet. Desværre kom der ikke så mange forældre for at høre, hvad han havde at sige, og det er virkelig en skam i betragtning af emnets relevans, og hvor godt foredraget var.
Jens Andersen fortalte, hvor vigtig børnenes oplevelse af at være en del af fællesskabet er for deres læring og selvopfattelse, og hvor stor en rolle vi forældre spiller i den sammenhæng. Han talte meget om effekten af den måde, vi forældre omtaler de andre børn i klassen. Han har gang på gang set, at når en forældregruppe i fællesskab beslutter, at fra nu er det forbudt at omtale nogen børn eller andre familier på en negativ måde, og at forældrene gør en aktiv indsats for at styrke fællesskabet og måske hjælper hinanden med at indlemme et barn, der på den ene eller anden måde mistrives, så rykker det virkelig.
Han fortalte, hvor stor betydning det har for den enkelte, men også for klassen, at forældre lærer deres børn at lege med mange forskellige børn. Blot at have én bedste ven er en meget sårbar relation, og helt fra de yngste klasse er det meget vigtigt, at børn lærer at lege i grupper.
Jens Andersen pegede på, at det er nødvendigt at stille krav til børn og at tage udgangspunkt i, at de kan klare det i stedet for at se dem som sårbare og sensitive, og tro, at de hele tiden skal hjælpes. Overfokusering og servicering skaber sårbare, ufleksible og jeg-centrerede børn. Altså vokser vore børn af positive forventninger til dem og kan en masse, når vi lader dem og præsenterer tingene for dem på en venlig måde.
Undersøgelser har vist, at gymnasier, der arbejder med fællesskabet, også løfter eleverne mest rent fagligt, sagde taleren og mente, at vi i Danmark har en tendens til at overøse vore børn med opmærksomhed, mens de er små, men overlader dem meget til sig selv og stort set ikke blander os i deres sociale relationer, når de bliver teenagere. Det er en fejl, påpegede han
Det er derfor, at det er så vigtigt, at I forældre kommer og deltager i skolens liv, så vi lærer hinanden godt at kende og sammen kan få skabt en gruppedynamik og gøre vore unger flyveklare. Det er også meget nemmere at have fordomme og manglende forståelse over for nogen, man ikke kender. Der skal – som jeg tidligere har understreget – en hel landsby til at opdrage et barn.
Det er i fællesskabet, børn udvikles og lærer. Ingen kan tåle at stå uden for fællesskabet. Og det er altid de voksnes ansvar. Derfor bliver jeg også så glad, når jeg ser, hvor gode især indskolingens forældre er til at lave fælles arrangementer.
Jeg kan ikke opfordre jer nok til at lave legegrupper i klasserne, da alle undersøgelser viser, at det i dén grad betaler sig både for det enkelte barn og for klassens trivsel.
Hjælp også de store elever med at lave klassearrangementer og gør det gerne i fællesskab, så det ikke bliver en uoverstigelig opgave for den enkelte. I må meget gerne låne skolen til klassearrangementer uden for skoletid.
Uanset om det er sundhedsplejersken, skolepsykologen eller en håndværker, der tilfældigt arbejder i huset, nævner de alle, at det er helt usædvanligt at se, som vore elever leger sammen på tværs af alder. Jeg er ikke i tvivl om, at det er ved storyline, morgenbevægelsen og på vore fælles lejrture, at disse relationer opstår. En anden effekt af f.eks. storyline er, at vi kan se, at når vore elever skal i gang med projektopgaven i overbygningen, arbejder de “gamle” elever her helt anderledes selvstændigt og kreativt end dem, vi får ind fra andre skoler. De “gamle” er ofte mere trygge ved at optræde og fremlægge noget for en større forsamling – mere trænede i at arbejde sammen med andre. Alt sammen kompetencer, som vil komme dem til gode hele livet.
—
At være skoleleder på Stepping Friskole har indtil videre på intet tidspunkt været ensformigt, da vi hele tiden har gang i nye projekter.
Først gjaldt det om at starte skolen op, og allerede i løbet af det 1. år købte vi forsamlingshusgrunden.
- år installerede vi et stort pillefyr, byggede nyt fyrrum og etablerede overbygningen.
- år havde vi de første 9. klasseselever til eksamen, ombyggede flere rum, opsatte foldevæg og lavede flere lokaler.
- år ombyggede vi salen og opstartede førskolen.
- år gik meget af vores tid med planlægning af fysiklokalet.
Og her i 6. år stod fysiklokalet færdigt ca. 1. september – og derefter har det været børnehaven, der har stået på dagsordenen.
Det er virkelig dejligt, at vi har fået vores eget fysiklokale, og vi synes alle, at det er blevet flot. Fysiklærerne nyder, at de nu kan gå ned og forberede sig og ved, at de ting, de skal bruge, er i skabene. Vi har prioriteret at købe godt ind, så der ikke kun er blevet til godt inventar, men så vi har udstyr og materialer til at lave spændende undervisning. Eleverne er også blevet meget gladere for faget, og de er så tilpas med, at de ikke længere skal fragtes rundt og undervises af lærere, som de ellers ikke har en relation til.
På sigt ønsker vi os, at lokalet ikke også skal fungere som almindeligt klasselokale, fordi det kunne være rart at have flere af de naturfaglige timer der. Men faktisk fungerer det rigtig fint. Når vi har fysikundervisning, iklæder eleverne sig hvide kitler for at markere, at nu er der noget andet på færde. Det giver undervisningen større seriøsitet og understreger, at man i disse timer ikke må fistre rundt, men skal bevæge sig med omtanke.
Det har været en stor investering og et omfattende projekt at lave et fysiklokale. Men Poul Richard påtog sig byggestyringen, kontakten med håndværkerne, indkaldelse af forældre til at give en hånd med ved nedbrydning og støbning af gulve, og det har været en uvurderlig hjælp for mig, der er ikke aner noget om disse ting. At han derudover brugte det meste af skolens sommerferie på at bryde vægge ned, lukke dørhuller og pudse alle væggene op igen, er en indsats helt ud over det sædvanlige, og har sparet os for rigtig mange penge.
Vi glæder os meget til, at børnehuset også bliver en realitet og er sikre på, at samarbejdet bliver til gensidig inspiration. Jeg mærker allerede en stor interesse fra forældrene i at deltage i børnehusets bestyrelse, hvilket jeg er helt vildt glad for. Det er så vigtigt, at den ligesom friskolen bliver forældrebåret.
Som i friskolen bliver børnene ikke blot indskrevet i børnehuset, men de bliver optaget. Det betyder, at de kan optages, når forældre er orienteret om, hvad stedet står for, og de kan sige ja til at engagere sig i og forpligte sig i forhold til det, det kræver som forældre såvel i friskolen som i børnehuset.
Skolens samarbejde med PPR er en kilde til stor frustration. Vi har i løbet af seks år haft otte forskellige skolepsykologer tilknyttet. Den sidste fik vi i efterårsferien, og vi skiftede også i sommerferien. Sådan har det bare gået i en sko og en træsko…
Vores liste af opgaver til PPR hober sig op, og vi oplever at overleveringen fra den ene psykolog til den næste ikke er god. Vi bliver forlegne over for jer forældre, når der ikke rigtig sker noget. Jeg synes, at det er meget betænkeligt, at det tillidsforhold, der bliver skabt mellem psykologen og jer forældre i følsomme sager, hele tiden bliver afbrudt. De andre fri- og private skoler har ikke været ramt i samme grad som Stepping Friskole, og derfor tog jeg det op med børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele lige før jul. Jeg har således et håb om, at tingene nu bliver bedre.
Tidligere i marts stod Stepping Friskole med stolthed for et regionsmøde for 150 sønderjyske friskolelærere. Det blev en virkelig god dag, som vi har fået megen ros for. Vi havde lavet otte forskellige workshops i noget af det, som vi synes, Stepping Friskole har at byde på, såsom storyline, brug af Ipads i undervisningen og molekylær-gastronomi i fysiklokalet.
Vi startede dagen med et foredrag af Phillip Faber, leder af DR’s pigekor. Han fortalte, at han havde siddet ved siden af en læge til et middagsselskab og havde sagt til denne, at det måtte være noget særligt at have et job, som er vigtigt, og hvor man redder liv. Til det havde lægen svaret at Phillip Fabers job også er vigtigt, fordi han giver folk noget at leve for.
Mennesket kan ikke leve af brød alene. Det skal vi huske på, så vi ikke fortaber os i at tro, at det kun er de fag, vi mennesker skal bruge i vores arbejdsliv, der er vigtige. Elever skal opleve glæden ved at være kreative, at udføre et godt håndværk, at bruge kroppen, at spille musik og at fordybe sig i en interesse. Det er livsnødvendigt for os, at vi ikke kun lever for at arbejde, men at vi hver dag kan mærke glæden.